Synsudvikling hos børn
Synets udvikling fra fødsel til 10 år
Barnets syn udvikler sig hurtigt fra fødslen og er næsten færdigudviklet omkring 6-årsalderen. Ved fødslen er synet sløret, men i løbet af de første måneder forbedres evnen til at fokusere og følge genstande. Omkring 6-månedersalderen kan barnet fokusere på små genstande, og ved 2-årsalderen koordineres øjne, hænder og krop effektivt. Synet er næsten færdigudviklet ved 6-årsalderen, men udviklingen fortsætter op til 10-årsalderen
Årsager til behov for briller
Børn kan have behov for briller af flere årsager:
- Skelen: Øjnene peger ikke i samme retning, hvilket kan føre til amblyopi, hvor hjernen ignorerer signaler fra det ene øje.
- Langsynethed (hypermetropi): Let hypermetropi kan ofte kompenseres, men ved større grad kan barnet opleve sløret syn både på nært hold og på afstand, samt få hovedpine og koncentrationsbesvær.
- Nærsynethed (myopi): Børn ser klart på nært hold, men uklart på afstand.
- Bygningsfejl (astigmatisme): Øjets overflade er ujævn, hvilket forvrænger synet.
Tidlig opdagelse og korrektion med briller kan forhindre udvikling af amblyopi og understøtte barnets indlæring og trivsel.
Gode råd om brilleanskaffelse og -brug
- Vælg en optiker med erfaring i børnebriller. Stellet skal sidde godt uden at glide og må ikke klemme bag ørerne eller over næseryggen.
- Plastglas anbefales frem for glas. De er lettere og langt mere sikre, hvis brillerne tabes.
- Brug brillerne konsekvent. Resultaterne afhænger i høj grad af, at barnet bruger brillerne hele dagen – også i institution og skole.
- Motivation er vigtig. Lad barnet selv være med til at vælge stel, hvis muligt. Det styrker accepten.
- Sørg for justering og tilpasning. Brillerne skal jævnligt tilpasses efterhånden som barnet vokser.
- Ved sport og leg: Spørg optikeren om sportsbriller eller elastik, hvis det er nødvendigt.
- Kontaktlinser: Børn over 8 år kan i nogle tilfælde anvende kontaktlinser, fx til sport eller sociale aktiviteter, forudsat modenhed og god håndhygiejne. Dette vurderes individuelt.
Vi samarbejder med børneoptikeren Brillebørn i Badstuegade i Aarhus, som er specialiseret i netop dette.
Klapbehandling ved amblyopi – hvad, hvor længe og hvad kan man forvente?
Hvornår starter man klapbehandling?
Klapbehandling iværksættes, når brillebehandling alene ikke længere giver synsforbedring – typisk efter 2–3 måneders konstant brug uden yderligere fremgang.
Hvor mange timer dagligt?
Behandlingens varighed afhænger af amblyopiens sværhedsgrad:
- Svær amblyopi (≤0,2 i visus): 6 timer dagligt.
- Mild til moderat amblyopi (>0,2 i visus): 2 timer dagligt.
Hos børn mellem 3 og 7 år er der ikke dokumenteret yderligere effekt ved længere daglig klapbehandling.
Hvornår ses resultater?
Synsforbedring kan ofte observeres inden for få uger. Behandlingen fortsættes, så længe der er fremgang, og afsluttes, når der ikke længere ses forbedring over flere kontroller.
Hvad er muligt?
Over 75 % af børn under 7 år med anisometropisk amblyopi oplever en forbedring på to eller flere linjer i synsstyrke ved brillebehandling alene. Ved kombineret anisometropi og skelen ses forbedring hos lidt over 66 %.
Alternativer til klapbehandling
Hvis klapbehandling ikke er mulig, kan farmakologisk sløring med 1 % atropin anvendes som alternativ, især ved mild til moderat amblyopi.
Aldersgrænser for behandling
Den kritiske periode for synsudvikling er inden 8-årsalderen. Behandling bør derfor påbegyndes så tidligt som muligt. Dog kan børn op til 10 år stadig opnå synsforbedring med korrekt behandling.
Behandling af progredierende nærsynethed (myopi)
Nogle børn udvikler hurtigt tiltagende nærsynethed, især i skolealderen. Dette kaldes progredierende myopi og bør følges nøje, da høj myopi senere i livet øger risikoen for nethindesygdomme.
Mulige behandlingsstrategier:
- Specialglas (fx DIMS-linser), som hæmmer øjets tendens til forlængelse.
- Kontaktlinser designet til myopikontrol, fx multifokale linser eller natlinser (ortokeratologi).
- Lave doser af atropin øjendråber (0,01 %), som anvendes dagligt og har dokumenteret effekt med få bivirkninger.
Behandlingen vælges ud fra barnets alder, udvikling og familiehistorik. Måling af axiallængde kan i visse tilfælde være en del af vurderingen.
Ønsker du at bestille tid til undersøgelse af dit barns syn, er du velkommen til at kontakte os – eller book online direkte her fra siden.
Find vej til Øjenlægen Vestergade 58
Øjenlægen i Vestergade 58 ligger centralt i Aarhus C – tæt på offentlig transport, gågade og gode parkeringsmuligheder. Klinikken har elevator og cykelparkering, og du kan booke tid online – også uden henvisning.
Hvor ligger øjenklinikken?
Øjenlæge klinikken ligger på 1. sal med adgang til elevator hvor der er plads til en almindelig kørestol. Udenfor klinikken er der mulighed for cykelparkering. OBS: Den forreste gård er brostensbelagt, som betyder ujævnt terræn, hvorfor gangbesværede og rollatorbrugere skal være ekstra opmærksom
Kan man parkere ved Øjenlægen Vestergade 58?
Der er ikke parkeringspladser i gården, men vi anbefaler Q-Park, Vestergade 65 (ca. 100 meter fra klinikken) eller Magasins P-hus (ca. 300 meter fra klinikken)